Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Christel Jørgensen, Great Arnie og Jens Simoni

Månedens Hesteejer September - Stald CJ

Great Arnie overrækkelse
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. november 2014 15:44

Bag Stald CJ gemmer sig Christel Jørgensen og hun ejer pt. seks heste, som alle står i professionel træning hos Lunden-træner Jens Simoni. Tiara Siem, Amber Simoni, Spot On La Marc, Slim Shady, Cash Only S og Great Arnie, er samlingen af fine heste i Stald CJ.

Sidstnævnte vandt de to starter den gjorde i september måned og var således med til, at valget faldt på Christel Jørgensen som månedens hesteejer i september.

Der er sikkert ikke så mange indenfor sporten som kender så meget til Christel Jørgensen, idet hun ”kun” har været med i sporten i 7-8 år. Hun bor i Lyngby, er gift og har to drenge på 14 og 16 år.

Interessen for hestene deles ikke i familien, idet mændene er bange for heste. De følger dog med på behørig afstand (hjemme i stuenJ), når fruens heste starter.

Tarok fangede min interesse

Som mange piger var Christel som ung ”bidt” af en gal hest, men som så mange andre var det ridesporten, som først fangede den unge piges interesse. Tilbage i 70 og 80'erne gik meget af tiden på rideskolen, men det var også den tid hvor medierne havde lidt travsport på programmet og Christel husker tydeligt det ”hype” der var omkring Tarok og hun begyndte at interessere sig mere og mere for, hvad der foregik i travverdenen og det hele blev udvidet med også at læse de gode gamle Væddeløbsblade.

Det blev også til et par besøg om året på banen i Charlottenlund, bl.a. når der var Derby og Copenhagen Cup på programmet. Desværre så ”fadede” interessen lidt ud fra mediernes side omkring travsporten og derved havde Christel svært ved at følge med i travsporten og et nyt kapitel startede i hendes liv.

Chef for 70 mand og basketball-spiller

Nu skulle den stå på uddannelse i en rum tid, hvor interessen samlede sig om videnskab. Den uddannelse har været medvirkende til, at Christel nu er forskningsleder hos Novozymes og er chef for hele 70 mand, så hun har nok at holde styr på.

Mens der var pause fra travsporten i nogle år, stod fritiden på basketball på divisionsniveau, men travsporten spøgte stadig i baghovedet og snart var internettet let tilgængelig og nu begyndte der igen at ”poppe” lidt travhistorier op her og der og snart havde Christel tegnet et abonnement på Væddeløbsbladet.

Cash Only S og Christel JørgensenChristel Jørgensen og Cash Only S.

Anpartshest banede vejen

Det var faktisk igennem en annonce i det daværende Væddeløbsblad, at den første part i en hest blev tegnet, men Christel ville have mere og O'Simoni blev købt som den første helejede hest. Derefter kom Slim Shady og så er det ellers gået slag i slag og stalden tæller nu hele seks heste.

Via annoncer på internettet fandt Christel frem til at det skulle være Lunden-træneren Jens Simoni, der skulle træne hendes heste og det samarbejde har ingen af partnerne fortrudt et eneste sekund. Man kan fornemme gløden i deres stemme når begge fortæller, hvor glade de er for samarbejdet og den gensidige respekt der hersker imellem de to mennesker. Christel fremhæver Jens, som en meget faglig dygtig, ambitiøs, seriøs, ihærdig, grundig, tålmodig og stædig træner.

Stædighed i positiv betydning

Jens har fra dag 1, taget imod Christel med et åbent sind og har ikke kun trænet hestene, men Christel har også fået en masse ”fif” med på vejen når hun besøger Stald Simoni. Det har krævet både stædighed og tålmodighed fra Jens’ side, for jeg er alt andet end praktisk og det kan sommetider godt give lidt udfordringer i stalden, griner Christel og takker endnu engang Jens og hans personale for den fantastiske behandling hun har fået.

Danmarks bedste hesteejer!

Jens Simoni stråler om kap med solen, når redaktionen beder ham om en kommentar på Christel Jørgensen som kunde/medhjælper i butikken.

Hun er kort og godt Danmarks bedste hesteejer!

»Ikke kun er Christel uvurderlig for min forretning med sine seks heste i fast træning, men hendes tilgang til travsporten er simpelthen unik og bekræftende for mig og staldens øvrige personale. Sådan nogle personer ser vi gerne nogle flere af i vores kære sport,« siger Jens Simoni. 

Hjælper til i stalden og på løbsdage

På trods af den høje stilling hos Novo er Christel en del af teamet i stalden to gange om ugen og når hendes heste skal starte.

Så i nogle timer bliver nederdel og de høje hæle, skiftet ud med joggingbukser og ridestøvler og Christel bliver næsten et med hestene. Man kan mærke hun kobler fra i selskab med dyrene og blandt dem har hun sit nødvendige frirum.

Når hestene skal starte er hun ligeledes med i stalden og ser ALTID sine heste ”live” og det er kun udenlandsmøder ifm. jobbet, som kan forhindre Christel i at møde frem når hestene starter. Desværre var en af disse gange, da Great Arnie vandt et Golden Cup-løb tilbage i 2012. Da sad Christel i Kina, men heldigvis havde hun gjort hesten klar til opgaven og glæden var stor over sejren - også på den anden side af kloden.

Frie ”tøjler”

»Alt hvad angår træning og kommende starter blander Christel sig ikke i, så der har jeg frie ”tøjler” og der bliver altid bakket op omkring mine beslutninger, og jeg er selvfølgelig også lydhør overfor eventuelle nye ideer, som nemmere kan komme fra personer, som ikke er så indgroet i travsporten som mange af os andre,« siger Jens.

Christel fortæller at hun i år var lige ved at begynde at tage licens sammen med en veninde, men det blev kun ved ”truslen”, for hun har det bedst med at træne og sele hestene ud til andre kuske, for som hun siger: Hun klarer presset på sit job, og så må kuskene klare presset bag hestene, imens hun så kan nyde træningsarbejdet fra sidelinjen.

Opdrætter af Allie Be og flere kommer til

I modsætning til det med ikke at tage licens, så har Christel allerede slået sig på det at være opdrætter. Hvad de fleste nok ikke lige har bemærket, så er hun faktisk opdrætter af hesten Allie Be, som for nyligt startede i Dansk Opdrætningsløb. Og det er bestemt ikke det sidste afkom som Christel har opdrættet. Hun har nemlig allerede erhvervet sig en følhoppe, som står hos Peter Simoni på stutteriet i Polen. Et sted hun for øvrigt besøger et par gange om året, for at koble lidt fra. Hun glæder sig allerede til snart at kunne være med til at ”forme” endnu en hest fra fødslen. Det er noget der i den grad fascinerer Christel. 

Måske travpolitisk engageret i fremtiden

Som Christel udtrykker det, så er hendes investering lige nu på den hestemæssige del af travsporten, men hun vil bestemt ikke udelukke, at hun engang i fremtiden måske vil prøve at engagere sig lidt mere på den politiske side af ”rækværket”, men pt. glæder hun sig over sin omgang med hestene og er synligt glad for at blive september måneds hesteejer.

På redaktionen er vi endnu mere glade for at have stødt på en så passioneret og positiv person, og vi glæder os over, at Christel fandt vej til vores kære sport.

Simoni og Christel Jørgensen på sandbaneChristel Jørgensen i sadlen på sandbanen. Med Slim Shady rider hun i slipstrømmen på Jens Simoni og Chipman.