Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Flemming Reinholdt, Tiramisu og Michael Lønborg.Foto: Burt Seeger / US Photo.

Månedens hesteejer i juli - Flemming Reinholdt

Tiramisu_vindercirkel_Lunden
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
23. oktober 2014 12:00

Flemming Reinholdt er udvalgt som månedens hesteejer i juli måned.

Den 66-årige veterinær Flemming Reinholdt, har haft heste i travsporten gennem en lang årrække. Flemming Reinholdt er faktisk involveret på mange plan, idet han til daglig arbejder som veterinær og har daglig kontakt med sine egne og andres travheste.

Reinholdt er desuden en mand, der hele livet har haft travsporten helt inde på livet og faktisk har vundet fem amatørchampionater på Jydsk Væddeløbsbane. ”Jeg har vundet 119 løb i alt, og har min daglige gang med travheste, så man kan vel sige, at jeg er vaccineret for livstid,” griner Flemming Reinholdt. ”Men jeg holdt med at køre mens legen var god. Der kom en gut ved navn Birger Jørgensen på et tidspunkt, og han kørte simpelthen for stærkt til mig,” fortsætter han humoristisk.

Ser ikke sig selv som opdrætter

Derudover er Flemming Reinholdt også opdrætter af indtil flere topheste, men på nuværende tidspunkt er han dog kun ejer af en enkelt avlshoppe, nemlig Paris Lavec.

”Jeg ser mig bestemt ikke som opdrætter. En miniopdrætter kan man sige. Lige nu har jeg blot en enkelt avlshoppe, hvilket er lidt af nød. Jeg ejer flere heste og har den daglige kontakt med heste gennem mit arbejde som veterinær. Det er en sjov og uhyre interessant hobby, som jeg har i travsporten. Den giver mig meget tilbage,” fortæller Flemming Reinholdt.

Selvom Flemming Reinholdt ikke selv ser sig som opdrætter, så er det nu ikke fordi, han ikke har haft succes i branchen. ”Jeg har en del gange haft heste til start i Derbyet,” fortæller Flemming Reinholdt og nævner heste som Ouch, Oops og Rebus, der alle stillede til start i Derbyet/Hoppederbyet, hvor Rebus som fjerde i 2012 leverede det bedste resultat.

Kun en avlshoppe

I avlsboksen har Flemming Reinholdt blot en enkelt hest. Det drejer sig om Ganymede-datteren Paris Lavec, som i størstedelen af karrieren var i træning hos Knud Mønster, der også skabte gode resultater med hesten. ”Hun var en fænomenal hoppe, der havde store evner, men desværre ikke var så holdbar i benene, ellers tror jeg hun kunne være blevet rigtigt god,” forklarer Flemming Reinholdt. ”Talentet var måske for stort for tidligt i karrieren og så kunne kroppen ikke følge helt med,” beretter Flemming Reinholdt. ”Min konklusion om hende er derfor, at hun må have nogle exceptionelle gener, og dem håber jeg selvfølgelig at hun kan avle videre,” lyder det fra Reinholdt, som giver sin hoppe de bedst tænkelige betingelser til at udnytte sit potentiale i avlsboksen. 

Paris LavecParis Lavec og Knud Mønster. Foto: Kanal 75.

”Vi har hende ikke herhjemme, men hun står i Normandiet, hvor hun også har et danskregistreret føl efter Ready Cash, der hedder Cash Flow. Hun er igen bedækket med Ready Cash, som er en hingst jeg tror rigtigt meget på. Jeg synes allerede han har vist, at han fungerer godt i avlen. Han må have den der x-faktor, der gør at han producerer nogle virkelige topheste. Der er mange hingste, der kan avle gode heste, men han har ligesom den ypperste top med, og det ser jeg som lidt af en x-faktor,” forklarer Flemming Reinholdt.

Hestene i træning på Jägersro

For en ejer der bor i Århus vil mange måske mene, at der er lidt langt til at have heste i træning på Jägersro. ”Jeg har kendt Michael Lønborg fra tidligere, og så må jeg sige, at de har fantastisk gode træningsforhold på Jägersro,” fortæller Flemming. ”Lige netop i forbindelse med Tiramisu, så er vi også nødt til at give en stor buket blomster til Michael Lønborgs sambo Christina Olsson, der har Tiramisu som pashest og har passet og plejet hende hele tiden. Der har været store problemer med Tiramisu undervejs. Ledinfektioner og en operation og det har selvfølgelig krævet megen genoptræning,” forklarer Flemming Reinholdt om det store arbejde, der i sommers førte frem til den store triumf i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, der var stærkt medvirkende til titlen som månedens hesteejer.

Tiramisu_HGP_KMTiramisu og Michael Lønborg skærer stregen først i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Tiramisu har siden været femte i Hoppe Derbyet og senest uplaceret i Grand Circle. Hun kan dog snart få oprejsning for disse nederlag, da hun lørdag 25. oktober stiller til start i 6. løb (V75-2) på Jägersro, hvor hun er ude i et hoppeløb, for hopper der har tjent op til 500.000 kroner.

Af Dennis Madsen.