Gennem årene har Lars Marcussen ikke været bleg for at satse som opdrætter og heste med opdrætternavnet ”La Marc” huserer i ind- og udland.
Baggrunden for at Lars Marcussen er kåret som Månedens Opdrætter i december, er at han er manden bag Spot On La Marc, der i december vandt to flotte sejre på Lunden for Jens Simoni. Viva La Marc, der vandt sin start i Aarhus for Emil D. Mæhlisen. Soul Ma Marc der vandt i Odense for Dennis Kristiansen og sikrede sig titlen som Årets Hest på banen, og ydermere var en flot nummer to i en Liga-Finale bag Tonicetobetrue. Endelig vandt Sugary La Marc sin start på Lunden med Ken Ecce i sulkyen.
”Det er da skønt med sådan en besked om at være kåret som december måneds opdrætter. Det gik godt sidst på året, og det er sådanne oplevelser man har brug for en gang imellem, da det jo bestemt også kan være tungt nu og da. Man har brug for at være helt oppe i skyerne engang imellem, og man arbejder bedre når man har succes,” lyder den første spontane kommentar fra Lars Marcussen, der sammen med Charlotte Almbjerg driver Stutteri La Marc, der ligger i Vejle.
”2014 var ellers et år som blev noget af en blandet fornøjelse. Salget gik godt, men en hest som Sugary La Marc som vi selv har, endte det slet ikke med det som vi havde håbet på efter hendes flotte sæson i 2013. Nu synes det dog at gå den rigtige vej med hende,” fortæller Lars Marcussen.
Reggae La Marc er et af mange opdræt som Lars Marcussen har fulgt nøje og stadig gør. Her ses hun vinde en Hoppederbyprøve for René Kjær i 2012, hvor hun var trænet af Martin Hansen og var Billund Travs Danmarkshest. Hun er siden eksporteret til Norge, hvor hun forleden vandt på Bergen Travpark. Foto: US Photo.
Følger alle hestene
Selvom Lars Marcussen som opdrætter sælger de fleste af hans opdræt, så tager det på ingen måde glæden over hestenes succes. Tværtimod kan man høre på opdrætteren fra Vejle, at man følger med i alt der har med ”La Marc” at gøre.
”Vi har alle de heste vi har opdrættet på ”Huskelisten” så vi får en mail, når det er planlagt de skal starte. Når de så starter, så følger vi dem altid på tv og følelsen er jo som om hestene stadig var vores. Man kan godt sige at man føler jo at selvom man har solgt hestene til andre, så er det stadig ”vores børn”, så vi følger meget med, og det gælder både op- og nedture med hestene i løbene,” forklarer Lars Marcussen, der faktisk har planer om selv at have lidt flere heste end tidligere.
”Der er knald på hverdagen med fuldtidsarbejde i forbindelse med vores smedefirma, men både Charlotte og jeg elsker det her med hestene også, så derfor har vi planer om at have en 3-4 heste selv som vi kan køre med og gøre klar. Både Charlotte og jeg går rigtigt meget op i det med hestene, og elsker at tage rundt med dem til væddeløb, så det kan godt ende med der bliver lidt mere af det i fremtiden,” lyder det fra Lars Marcussen.
Rosie La Marc var blandt årgangens bedste hopper, og var på besøg i Danmark flere gange. Her ses hun vinde en Kriterium Hoppeløbsprøve for Peter Untersteiner. Senere endte hun på andenpladsen i Kriterium Hoppeløb bag Ragna Opal. Foto: US Photo.
I øjeblikket går der fem 1-åringer på Stutteri La Marc, men faktisk forventer man et roligt 2015 hvad angår føl på stutteriet.
”Der var meget krisesnak i 2014, og dette sammen med at vi gerne vil forsøge at finde en rigtig tophoppe at avle på, har gjort at vi faktisk kun får et føl i år. Det er Oiseau, der i fol ved Credit Winner. Normalt får vi 4-5 føl pr. år, men det bliver det altså ikke i denne sæson,” forklarer Lars Marcussen, der samtidigt virker tændt på det her med hestene.
”Charlotte og jeg vil det her, og er selvfølgelig glade for at Billund Trav fortsætter som travbane i år. Vi vil også fortsætte uanset hvad der sker, men det kan blive i et andet omfang. Vi tager dog en dag ad gangen,” fortsætter Lars Marcussen, der heller ikke lægger skjul på der gerne måtte komme tilgang blandt følhopperne.
”Vi vil rigtigt gerne have fat i en god følhoppe, men den slags hænger jo ikke bare på træerne. Men, man er nød til at have noget ordentligt for at kunne levere resultaterne, og det viser sig jo også ved bl.a. en opdrætter som Thomas Lind-Holm. Jeg har lige i de her dage øjnene rettet på USA og ser på et spændende emne, men det kan godt vi ikke kan være med på prisen der, men vil gerne satse og forsøge at få fat i en rigtig god følhoppe.”
Lars Marcussen og Charlotte Almbjerg efter en sejr i fjor på Lunden med Sugary La Marc. Vinderkusken Birger Jørgensen skimtes også bagved parret. Foto: www.travfotos.dk
Som opdrætter sælges ofte de fleste afkom der kommer til verden, men den nu 6-årige hoppe Sugary La Marc har man valgt selv at beholde. Hoppen havde en forrygende sæson i 2013, hvor hun debuterede og vandt 6 af sine 9 starter, men sæsonen i fjor blev ikke som man havde håbet på.
”Hun har vist sig at være bedst fra spids og det var først henne i august i fjor, at Sugary La Marc for alvor begyndte at lære at løbe væddeløb. Der løb hun på Lunden 1.13,6 fuld vej på en tredjeplads. Hun døjede meget med nyreslag og muskelproblemer, men heldigvis begyndte hun sidst på sæsonen at vise hvad hun kan,” fortæller Sugary La Marc som det ville være oplagt at beholde for at avle videre på hende, når løbskarrieren er slut.
”Der har været bud efter hende, men indtil videre beholder vi hende og hun ligger både Charlotte og mig varmt om hjertet. Det kan sagtens være vi beholder hende også med avl for øje, men det er klart at bliver buddene så store, kan man være nød til trods alt af sælge hende,” slutter Lars Marcussen.
Odense – 3. december 2014 - Soul La Marc
5 SOUL LA MARC fint fra start og endte som første hest i andet spor, men kunne uden problemer overtage føringen efter 350 meter. Bestemte efter 1.18,7-1000 meter. Trak til slut bare fra til en let sejr uden at se tom ud. Foto: KM Foto.
Lunden – 6. december 2014 – Spot On La Marc
1 SPOT ON LA MARC svarede uden problemer føringen fra sit inderspor. Åbnede efter 1.13,4 & 1.16,0 undervejs. Kontrollerede løbet og trak sikkert fra midt i opløbet til en fin sejr. Bare bedst. Foto: www.travfotos.dk
Aarhus – 7. december 2014 – Viva La Marc
9 VIVA LA MARC kom godt fra start og endte perfekt i andet par udvendigt. Var tæt på galop i sidste sving, da der var uro lige foran den. Holdt sig i trav og siden fremad som første hest i andet spor. Vandt sikkert til slut og så ikke tom ud. Fin. Foto: Ole Hindby.
Lunden – 25. december 2014 – Spot On La Marc
10 SPOT ON LA MARC endte udvendigt i tredje par. Forbedrede sig fremad i tredje spor med 750 meter tilbage. Hang der resten af løbet og holdt farten tappert til kneben sejr efter en god præstation. Foto: www.travfotos.dk
Lunden – 25. december 2014 – Sugary La Marc
2 SUGARY LA MARC fint fra start og med indvendigt som fjerde, men satte sig roligt ud som første hest i andet spor efter 750 meter. Sad der resten af løbet, men var stærkest til slut og nåede akkurat forbi den førende Solon til flot sejr. Foto: www.travfotos.dk
Af Carsten Rabjerg.
Danske opdrættere skal bringes endnu mere i fokus. Derfor hædrer Dansk Hestevæddeløb ”Månedens Opdrætter” hver eneste måned. Med hædringen følger en erkendtlighed og en fotoramme.
Månedens Opdrætter kåres ud fra følgende kriterier:
"Hædring som Månedens Opdrætter foretages på baggrund af hest/heste, som er danskopdrættede. Resultater opnået på danske baner tæller. Kun i særlige tilfælde kan resultater opnået i udlandet i eliten tælle med i den samlede vurdering. Hædring kan både finde sted ud fra sportslige resultater opnået af et eller flere opdræt, men kan også finde sted ud fra andre kriterier såsom et stort engagement i opdrætterkredse, et stort arbejde med at udbrede kendskabet til traveravlen eller en anden form for positiv tilførsel til traveravlen.