Af Claus Juncker
Op mod 2 mio. seere kan forventes at se med, når hestevæddeløbssporten den 1. februar 2020 bliver eksponeret i DR’s nationale indsamlingsshow, Danmarks Indsamlingen – lille land, stort hjerte, der sendes fra Vejle Musikteater.
En samlet hestevæddeløbssport med hjertet på det rette sted vil igennem en lang række tiltag samle ind til 12 konkrete hjælpeprojekter i 12 lande, styret af landets 12 største humanitære organisationer.
Igennem hele december og januar vil Dansk Hestevæddeløb og landets ni væddeløbsbaner i samarbejde med alle sportens øvrige aktører og samarbejdspartnere samle ind til projekter, der vil hjælpe børn på flugt fra krig, fattigdom og klimaforandringer.
- Hestevæddeløbssporten har fået en unik mulighed for at vise hele Danmark, at vi er en bredt favnende sport forankret i sociale relationer og fællesskaber. Jeg har store forventninger til, at vi sammen kan gøre en forskel, siger Dansk Hestevæddeløbs direktør, Morten Arnesen, forud for startskuddet til hestevæddeløbssportens fælles indsamling.
En række indsamlingstiltag er planlagt, andre er i støbeskeen, men der er rum for mange flere. Alle idéer/tiltag, der i et eller andet omfang kan være med til at løfte initiativet, vil blive værdsat. Kun fantasien sætter grænser, hvilket også afspejles i den kommende weekends initiativer.
Når der på lørdag afvikles ’Julefræs’ på Billund Trav, vil der for første gang blive raslet med indsamlingsbøsserne. Derudover vil der blive afholdt et sækkevæddeløb for børn og unge, hvor Julefræs donerer 30 kr. pr. deltager til hestevæddeløbssporten fælles indsamling.
Og allerede dagen forinden tyvstartes indsamlingen i forbindelse med afholdelsen af I. C. Tvede Memorial på Lunden. De deltagende hestes ejere har alle tilkendegivet, at de giver 10% af deres præmie til indsamlingen.
Samtidig vil løbsreferent Carsten Rabjerg give 10 kr. for hvert hestenavn, der nævnes i løbskommenteringen. Fører vinderhesten løbet fra start til mål, og der dermed afsluttes med den velkendte ’spids og slut’-speak, dobler Carsten Rabjerg beløbet.
Lad starten gå til en indsamling, hvor hestevæddeløbssporten passende kan omskrive Danmarks Indsamlingens parole til ’Lille sport, stort hjerte’.
---
Har du en idé eller et tiltag, stort som småt, der kan løfte hestevæddeløbssportens samlede bidrag til Danmarks Indsamlingen, så kontakt Dansk Hestevæddeløbs Julie Kold på jk@danskhv.dk, +45 888 112 73.