Af Claus Bossow
Opbakningen til Dansk Avlsløb har gennem flere år været vigende, og derfor vil løbet for sidste gang blive afviklet i 2025. Men den manglende opbakning var ikke til at få øje på i går eftermiddag, hvor årets finaler blev afviklet på Spar Nord Arena i Aalborg.
DTC havde inviteret opdrættere og ejere af finalehestene til reception og efterfølgende spisning i banens restaurant, og kredsen blev suppleret med hingsteholderne til de hingste, der var repræsenteret i de to finaler. Og det fremmødet glædede DTC-formand Egon Jensen.
- Jeg kunne under min velkomst glæde mig over det store fremmøde til receptionen. 58 personer som repræsenterede opdrættere, hesteejere og hingsteholdere mødte alle op med en positiv indstilling til dagen og bidrog alle til nogle hyggelige timer med masser af travsnak, forklarer Egon Jensen.
- Ud over at nyde restaurantens gode mad blev der uddelt billeder af hestene i Avlsløbene til opdrættere og ejere.
- Jeg redegjorde også for, at der i DTC/DH er et stort fokus på at få flere hesteejere, større interesse for at have ungheste samt forbedre vilkårene for opdrætterne. Dette fokus kommer bl.a. til udtryk ved, at der søndag d. 26. november afholdes en workshop i netop Aalborg. Her har DH inviteret opdrættere og andre med fokus på vilkår og muligheder for travopdræt i Danmark, så det bliver en meget interessant dag, slutter Egon Jensen.
Set fra en sportslig vinkel blev man vidne til to spændende finaler, men hvor favoritterne måtte se sig besejret hos både drengene og pigerne.
Finalen hos hopperne havde sin favorit i Juno, men den galopperede stort på vej mod startstedet. I stedet kunne Steen Juul føje endnu en storløbssejr til samlingen, da han efter tidlig føring bragte Ice Cool Money til kort, men sikker sejr.
Derefter fulgte Jamaica Gardenia, mens Juno leverede en helt igennem forrygende ophentning til tredjepladsen.
Hos hingstene havde de fleste set frem til endnu en triumf til Kriteriums- og Grand Prix-vinderen Just Hans, men Niclas Korfitsen ville det anderledes bag Joy Me. Sidstnævnte satte sig på fronten og forsvarede sig sikkert helt til mål med flere længder ned til Just Hans.
Der er som nævnt stadig to udgaver af Dansk Avlsløb for de treårige heste. BioCirc Arena i Skive har værtsrollen i 2024, mens Fyens Væddeløbsbane slutter af i 2025.