Af Claus Bossow
Det er vel ikke skudt helt forbi at påstå, at Elegant C N for et par sæsoner siden primært boltrede sig på sprinterdistancen. Det er der i dén grad lavet om på i år, hvor hesten er blevet omskolet, og det er der foreløbigt kommet tre sejre over stayerdistancen ud af.
Rent faktisk er Elegant C N på fredag ude efter sin femte sejr i træk, og nu handler det igen om sprinterdistancen, som i Aarhus er 1800 meter. I et amerikanerløb i klassen under 900.000 kr. er Elegant C N udstyret med spor i anden række, men den bliver alligevel løbets klare favorit.
I et velbesat treårsløb mødes bl.a. ubesejrede Ikon Egedal og tysktrænede, men svenskfødte Noor Flevo, og hvor begge jagter hattricket. Sidstnævnte har ni starter på bagen, men kun to sejre, og de er pudsigt nok begge taget ad højrevejen i Aarhus.
Der er i alt otte løb på programmet og med start kl. 15.45, og du finder startlisterne ved at klikke her.